Søren Hansen spillede sig ind på en flot sjetteplads i weekendens US Open, og nu kan golfspilleren glæde sig over et kraftigt avancement på verdensranglisten.
Den 35-årige dansker stryger 11 pladser op af listen, hvor han nu er nummer 55. Dermed passerer han en anden dansker - Anders Hansen - og er nu den næstbedst placeret dansker - 18 pladser efter Søren Kjeldsen.
På den europæiske rangliste er Søren Hansen røget op på en 23. plads, hvor han står noteret for at have indtjent lidt over en million euro.
Sjettepladsen i US Open udløste en præmiesum på 1,2 millioner kroner og sikrede samtidig danskeren adgang til næste års US Open og US Masters.