De havde ellers for længe siden spillet sig helt fri af nedrykningskampen. Men pludselig er bundholdene begyndt at vinde, og da SønderjyskE ikke gør helt så meget af den slags i øjeblikket, er dagens nederlag på 0-2 til OB aldeles usikkerhedsfremkaldende. For førstnævnte.
Faktisk har sønderjyderne blot hentet ét point de sidst tre kampe, men det var ikke derfor, de rasede i dag.
To mand måtte forlade baneområdet - den ene grønsværen den anden sidelinjen, da Henrik Hansen og assistenttræner Ole Schwennesen begge blev vist ud. Sidstnævnte fik farvelfløjten for at losse en vanddunk væk i raseri. Utaka havde vist hånd på, men det så dommeren ikke. Det var til gengæld umuligt at overse de flyvende vandflasker.
Opgøret var i øvrigt aldeles underholdende med store chancer i begge ender og en målmand, der var helt og skurk.
SønderjyskEs Nathan Coe feberredede en umulig bold, men droppede aldeles voldsomt ved et efterfølgende hjørnespark, og dermed blegnede førstnævnte redning temmelig meget.
Med sejren i dag hopper OB tilbage på andenpladsen, mens SønderjyskE ligger nummer otte. De har dog blot to point mere end Randers som nummer 10, og sidstnævnte har en kamp til gode.
SønderjyskE-OB 0-2
0 - 1 : Kalilou Traore (58')
0 - 2 : Rurik Gislason (78')