(Artiklen er korrigeret for fejl, som er påtalt af rederiet H. Folmer & Co. og Pressenævnet)
Sagen om det kaprede danske fragtskib Danica White ruller videre. I dag står en somalisk tolk frem i Information og siger, at et tilbud om forlig, der kunne have sikret sømændene frihed allerede tre dage efter kapringen, aldrig blev taget alvorligt, da han videregav det til de danske myndigheder. I stedet sad de fanget i 83 dage.
De nye oplysninger vil formand for 3F Sømændene, Søren Lundin Sørensen, give videre til den advokat, der skal føre sømændenes ankesag ved Østre Landsret.
"Oplysningerne understreger jo blot, at den her sag ikke handlede om andet end ussel mammon. Det underbygger de oplysninger kaptajnen kom med i byretten. At sagen kunne være løst meget hurtigere," lyder det fra 3F Sømændene, der fører erstatningssagen for de fire sømænd.
Dermed understøtter de nye oplysninger blot det grundlæggende problem i sagen, at ingen virkelig havde øje for at få søfolkene hjem, mener Søren Lundin Sørensen.
"Allerede fra dag ét anmodede vi jo om at komme med ind i forhandlergruppen. Der sad en repræsentant for rederiet, en for forsikringsselskabet, der har forsikret skibet, og en for forsikringsselskabet, der har lasten forsikret. Men der var ingen repræsentant, der udelukkende tænkte på søfolkene," påpeger han.
Danica White blev kapret ud for Somalias kyst for godt to år siden.
For to uger siden fik fire af de fem søfolk afslag på erstatning i Københavns Byret.