Columbias mest populære sangerinde, med de berømte hofter har i dag lagt billeder op på nettet fra et sammenstød med en søløve. "Gerningsmanden" var meget nærgående i forsøget på at hapse "Hips Don't Lie"-sangerindens mobiltelefon.
Om søløven var utilfreds med hendes valg af telefon eller selv vil ringe, fremgår ikke, men Shakira gætter selv på, at søløven forvekslede mobilen med en fisk.
"Jeg tror, den forvekslede den BlackBerry-telefon, jeg tog billeder af den med, med en slags fisk. Søløven troede, jeg drillede den med mad," skriver hun på sin Facebook-profil.
Sangerinden fik tilfældigvis øje på søløven, mens hun dasede den på en ferieø ud for Cape Town i Sydafrika. Med sin mobil forsøgte hun at få nærbillede af dyret, men det skulle hun aldrig have gjort.
"Pludselig, sprang en af dem ud af vandet så hurtigt, at den kom virkelig tæt på, kiggede mig i øjnene, brølede i raseri og forsøgte at bide mig. Jeg holdte bare øjenkontakt med den, mens min bror, 'Super Tony', sprang over mig og bogstaveligt talt reddede mit liv og tog mig væk fra dyret," skriver Shakira.
Sangerinden har i går lagt billeder op af søløven og de "skader", hun pådrog sig efter mødet med det teknologibegejstrede dyr.
Kilde: Shakiras Facebook-profil