I flere år er bunken med sagsakter på socialrådgivernes borde bare vokset og vokset, men nu er der bedring på vej.
Bunkerne bliver faktisk en anelse mindre, viser en undersøgelse fra Dansk Socialrådgiverforening. Det skriver berlingske.dk.
Tendensen til færre sager pr. sagsbehandler gælder på alle områder. Eksempelvis er antallet af sygedagpengesager pr. socialrådgiver faldet fra 64 i 2007 til 52 i år. Det nuværende niveau ligger dermed kun fire procent over det loft, som fagforeningen selv anbefaler.
I Dansk Socialrådgiverforening glæder formand Bettina Post sig over de nye tal.
"Vi har jo tusinde gang forsøgt at få sagstallet ned, og derfor er det selvfølgelig som udgangspunkt opmuntrende, at det ser ud til, at politikerne i kommunerne har lyttet, så det går i den rigtige retning," siger hun.
"Men der er altså stadig sagsbehandlere, der sidder med omkring 115 sager på børnehandikapområdet, hvor Dansk Socialrådgiverforening anbefaler omkring det halve," siger Bettina Post.
Formand for Foreningen af Danske Socialchefer Ole Pass glæder sig også over tendensen med faldende sagsakter på socialrådgivernes borde. Men han mener ikke, at det giver mening at fastsætte maksimumsgrænser for, hvor mange sager den enkelte sagsbehandler kan have ansvar for.
"Eksempelvis er det jo vidt forskelligt, hvor komplicerede de forskellige sager på børneområdet er, og derfor også hvor meget de fylder for den enkelte sagsbehandler," siger han.