I 2009 blev 202 socialpædagoger afskediget på grund af arbejdsmangel eller omstrukturering. I 2010 var det tal steget til 671.
Socialpædagogerne kan nu for alvor mærke kommunernes nedskæringer.
Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, er bekymret.
"Vi har længe hørt om fyringer på mange af vores arbejdspladser, og nu slår den bevægelse for alvor igennem i statistikkerne. Det kommer til at få grimme konsekvenser for vores medlemmer og for de borgere, vores medlemmer arbejder med," siger Benny Andersen.
De nye ledighedstal for Socialpædagogerne viser, at halvdelen af afskedigelserne i 2010 var begrundet i arbejdsmangel eller omstrukturering.
Til sammenligning var det tal omkring tyve procent i 2009.
De mange fyringer får store konsekvenser for udsatte borgere i landets 98 kommuner, forudser Benny Andersen.
"Der er rigtig meget, der tyder på, at det her er en bevægelse, der fortsætter ind i 2011. Og med regeringens genopretningspakke på bordet sammen med kravet til kommunerne om nulvækst og skattestop, så ser det skidt ud for vores medlemmer og den service de yder hver dag året rundt over for vores allermest udsatte borgere."