Danmark skal investere massivt i forskning i stamceller, der måske i fremtiden kan bruges til at behandle en lang række sygdomme.
"Det koster nogle penge, men det kan også sagtens blive meget dyrt, hvis vi skal ud at købe den her behandlingsmetode, og ikke selv har været med til at bidrage til udviklingen af den. For der er ikke nogen tvivl om, at når den her behandlingsmetode engang er tilgængelig, så vil danske patienter også meget gerne have den," forklarer Socialdemokraternes forskningsordfører Kirsten Brosbøl til Nyhedsbureauet Newspaq.
Derfor mener Socialdemokraterne, at det er fornuftigt allerede nu at investere i forskning. Og partiet foreslår, at der afsættes penge til den bekostelige forskning i forbindelse med efterårets globaliseringsforhandlinger.
Ingen af de øvrige partier har kommenteret på Socialdemokraternes udspil.
Behandling med stamceller ventes om nogle år blandt andet at kunne helbrede sukkersyge og få lamme mennesker på benene igen.