Der er ikke meget X Factor over Socialdemokraterne i disse uger. Oven på Jeppe Kofods sex-eskapader til et DSU-møde i påsken, bliver partiet nu ramt af en ny våd klud i ansigtet. Og denne gang én, der gør rigtig ondt.
I en helt ny meningsmåling fra Gallup, som Berlingske Tidende bringer søndag, får Socialdemokraterne kun 20,9 procent af stemmerne, hvis det var valg i dag.
Kun én gang tidligere har Socialdemokraterne ligget lavere i meningsmålingerne, og det var i 1998, da daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen pillede lidt for meget ved efterlønnen - trods løfter om det modsatte, skriver Berlingske Tidende søndag.
Målingen er blot endnu en i rækken af målinger, der synger den samme sang: Socialdemokraterne ligger undergravet, mens SF tordner frem.
SF står til at få 20,6 procent af stemmerne, hvis der var valg nu. Og næstformanden i den socialdemokratiske gruppe, Mette Frederiksen, har svært ved at skjule sin skuffelse.
- Det er en meget alvorlig meningsmåling, det er et problem. Vi vil gøre
det ypperste for at overbevise danskerne om, at der er behov for et
stærkt Socialdemokrati. Kun en part er ansvarlig for, at det kan lade
sig gøre – det er os selv, siger Mette Frederiksen til avisen og lover en mere kontant politisk profil fra partiet i foråret.
Politisk kommentator og tidligere spindoktor for Anders Fogh Rasmussen (V), Michael Kristiansen, siger til avisen, at de er nede på et niveau, som er helt uvirkelig for deres egen selvforståelse og åbner muligheden for om ikke et formandsopgør - så i hvert fald udskiftninger i toppen af partiet.
- Normalt ville man i sådan en situation begynde at overveje at skifte
formanden ud – men der er ingen til at afløse Thorning. Men udviklingen
kan ikke fortsætte i mange uger, uden der kommer krav om, at der skal
ske ændringer i holdopstillingen, siger han.
Målingen sender Ny Alliance ud af Folketinget med en procent af stemmerne, men VKO har fortsat flertal på lige præcis 50 procent. Enhedslisten ryger også ud af Christiansborg ifølge målingen med 1,9 procent. Blandt andet derfor står SF til en meget markant fremgang med 20,6 procent af stemmerne. Hvis der var valg nu, skulle der findes plads til 38 pladser til SF i Folketingssalen.
Men det tager Venstres politiske ordfører med ophøjet ro:
- SFs fremgang skyldes, at Villy Søvndal har fået lov til at snakke og
snakke og snakke,
siger Inger Støjberg til Berlingske Tidende.
Socialdemokraterne 20,9 (38)
Det Radikale Venstre 4,8 (9)
De Konservative 9,7 (18)
SF 20,6 (37)
Kristendemokraterne 0,8
Dansk Folkeparti 13,3 (24)
Venstre 27,0 (49)
Ny Alliance 1,0
Enhedlisten 1,9
Blokkens fordeling:
VKO + Ny Alliance: 50,0 (91)
ABFØ: 48,2 (84)
Tallene i parentes angiver mandatskønnet. Kilde: Berlingske Tidende og Gallup