Snigskytten John Allen Muhammed blev i nat henrettet med en dødssprøjte i Greenville-fængslet i Virginia, skriver nyhedsbureauet AFP.
I løbet af tre uger i oktober 2002 dræbte Muhammed 10 mennesker ved at skyde dem fra sit skjul i en personbil, der var ombygget til formålet. Intetanende blev ofrene skudt ned, når de opholdt sig ved indkøbscentre, tankstationer og offentlige skoler.
I mandags afviste Supreme Court, det amerikanske svar på den danske højesteret, at stille henrettelsen af den 48-årige snigskytte i bero.
"Jeg hørte ham ikke sige et eneste ord," siger en talsmand for fængslet i forbindelse med henrettelsen.
Washington var i chok, da skyderierne fandt sted, og befolkningen kunne først ånde lettet op, da politiet fandt frem til John Allen Muhammed og hans medsammensvorne, den dengang 17-årige Lee Boyd Malvo.
I 2004 blev Muhammed dømt til døden, mens Malvo fik en dom på livsvarigt fængsel.
I staten Virginia må den dødsdømte selv vælge, om henrettelsen skal finde sted i den elektriske stol eller ved at få en dødsprøjte. Muhammed ønskede ikke at tage stilling til mulighederne, og derfor blev han henrettet med gift.