Vi kan ånde lettet op. Og sneplovene får en tiltrængt pause.
Der kommer ikke mere sne de kommende dage - bortset fra Sønderjylland.
Det er meldingen fra DMI oven på et par dage, hvor snestorm har skabt trafikkaos og forsinkelser i store dele af landet.
"Der kan komme kraftige snebyger i Sønderjylland til ud på eftermiddagen, hvilket kan give problemer for hjemtransporten, men i de øvrige dele af landet bliver der højest tale om lidt drys," siger meteorolog Mogens Rønnebæk fra DMI til Newspaq.
Hen over weekenden bliver det tørt - altså ingen sne, men heller ikke meget sol at varme sig på.
"Om dagen ligger temperaturerne omkring frysepunktet, og om natten kommer der frost, så der er ikke udsigt til, at sneen smelter," siger Mogens Rønnebæk.
Efter en hård nat bød onsdag morgen ellers på sne i et bælte fra Nordøstjylland ned over Nordsjælland, hovedstadsområdet og Bornholm, men snebygerne er trukket væk de fleste steder.
Trafikken snegler sig dog fortsat afsted.
Vejdirektoratet advarer mod "sort is", specielt i de vestlige dele af landet.
"Sort is" er smeltet snevand, der fryser til is og lægger sig som et usynligt lag på vejen.
"Problemet er, at man ikke kan se islaget, og det forvirrer folk. De tror, at vejene er fine, fordi sneen er væk, og vejene er sorte," siger informationsmedarbejder i Vejdirektoratet Pernille Thorsen til Newspaq.
Hun opfordrer derfor alle bilister til at køre meget langsomt.
"Der har været mange uheld i nat, specielt med lastbiler, der har kørt lidt for stærkt, og som er skredet ud og blokerer motorvejene," siger Pernille Thorsen.