Skat måtte bruge tre lastbiler til at køre i alt 17 ton smuglervarer væk fra et lager i Vordingborg efter den største smuglerfangst nogensinde i Danmark.
Det svarer nogenlunde til 45.000 dåser med øl, sodavand og spiritus, som Skat fandt på mandens lager. Manden havde i alt 24 paller med ulovlige drikkevarer.
"Det er den største beslaglæggelse af ulovlige drikkevarer hos en enkelt person, som jeg kender til," siger Christina Harlou, projektleder for Skats FairPlay-indsats.
Smugleren kan nu se frem til en bøde på flere hundredetusinde kroner.
Skat har i længere tid holdt øje med manden og hans ture over de danske grænser, og prøver nu at bevise, at manden har købt de tusindvis af dåseøl og spiritusflasker til videresalg.
"Vi har gennem længere tid modtaget en række anmeldelser om, at der blev solgt store mængder fra adressen. Vores folk ved grænsen har holdt øje med personens ture over grænsen, og hvor meget, han har taget med hjem," siger Christina Harlou.