Mange danskere har tidligere fået et chok, når de har set deres telefonregning efter ferier i udlandet. Men nu bliver det billigere at sende sms'er, ringe og tjekke sin mail på mobiltelefonen, når man befinder sig i et andet EU-land. Det skyldes et nyt prisloft fra EU's side.
For eksempel kostede det tidligere 2,60 kroner at sende en sms hjem fra Grækenland, men nu må det maksimalt koste 11 euro cents uden moms, hvilket svarer til omkring en dansk krone, hvis man regner momsen med. Det skriver Politiken.
Det nye prisloft inkluderer også mobilopkaldene. Nu må det højest koste fire kroner at ringe hjem fra sin mobiltelefon, mens det maksimalt må koste 1,80 kroner at modtage et opkald i et andet EU-land.
Mobilfesten slutter dog ikke her, for minutpriserne bliver sat yderligere ned i løbet af de næste to år.
Samtidig bliver der også indført afregning per sekund på samtaler efter de første 30 sekunder. En samtale på 15 sekunder må altså gerne koste, hvad der svarer til 30 sekunder, men overstiger samtalen de 30 sekunder, skal der afregnes per sekund.