Den korte tekstbesked bliver i øjeblikket sendt rundt i Danmark.
- Dette er fulde navn og adresse på den lille svans af en børnepiller, der arbejder hos politiet. (Navn, titel og adresse fjernet, red.). Denne sms SKAL sendes videre… Da alle skal ha ret til at vide, hvor en fucking PÆDOFIL bor!
Det skriver Urban tirsdag aften.
SMS'en afslører således tydeligt navnet, titel og adresse på den politimand, der ifølge Ekstra Bladet søgte et erotisk møde med en mindreårig pige - og siden er blevet anholdt og afhørt af politiet.
- Når man skriver sådan en besked, må man jo være direkte afstumpet. Det minder om de lynchmetoder, man brugte i middelalderen, siger informationschef for Københavns Politi, Flemming Steen Munch, til Urban.
Let at finde manden
Mandens identitet er ikke afsløret i Ekstra Bladets mange artikler, men der er mange oplysninger, som måske kunne lede borgere frem til politimanden, vurderer lederen af den journalistiske uddannelse på Syddansk Universitet, Troels Mylenberg.
- Det første jeg tænkte, da jeg så Ekstra Bladets artikel, var, at der ikke skulle meget til for at finde frem til identiteten på den omtalte mand. Men selv om, avisen havde bragt færre oplysninger, kunne folk sagtens have fundet frem til overtræderen alligevel. Afsløringer af denne art bringer de stærkeste følelser frem i folk, siger Troels Mylenberg til Urban.
Ekstra Bladets mener dog, avisen har gjort alt for at holde identiteten skjult.
Det er ikke muligt at skrive kommentarer på denne artikel.