Efter at have valset rundt i Vild med Dans, joket i Vild med Comedy og dikteret vejret i hele landet skifter TV2-darlingen Cecilie Hother TV2 Vejret ud med DR.
Dermed bliver hun en del af værtsholdet på et nyt vejrprogram på DR1, hvor den 33-årige værtinde blandt andet skal arbejde sammen med DRs Søren Jacobsen. Det skriver DR.
- Jeg har haft nogle gode år på TV2, men nu føles timingen rigtig til at prøve noget nyt. Det bliver både udfordrende og rigtig spændende for mig at prøve kræfter med en ny arbejdsplads og en ny måde at fortælle historier om vejret på, siger Cecilie Hother.
Chefen for DR Vejret, Per Bjerre, glæder sig til at få vejrpigen Hother med på holdet.
- Vi ved, at vejret betyder meget for seerne. Derfor gør vi snart endnu mere ud af det med et nyt, spændende vejrmagasin på DR1, siger han og fortsætter:
- Vejret er mere end kurver og kort. Vejret er også gode historier om mennesker og det vejr, vi lever i, og at kæde det sammen, mestrer Cecilie Hother. Hun har en smittende fortælleglæde, man tydeligt mærker som seer.
Seerne vil første gang opleve hende i "Sommervejret" på DR1 til juni.