Hun har vundet verdens og især amerikanernes hjerter med sit store smil og sin evigt positive attitude.
Men netop de to ting kan betyde, at tennisdarlingen Caroline Wozniacki kan blive ramt af en bølge af dårlige resultater på banen.
Det mener i hvert fald tenniseksperten Steve Tignor, som i sin blog på tennis.com gør status over danskerens finalenederlag til Jelena Jankovic i Indian Wells.
"Hun tabte til en spiller, som hun, hvis hun fortsat vil være nummer to i verden, bliver nødt til at slå. Alligevel var hun glad og ubekymret på det efterfølgende pressemøde. Hvis hun bare vare et par år ældre end 19, ville jeg sige, at hun var lidt for glad," skriver Steve Tignor blandt andet.
Om det betyder, at 'Miss Sunshine' skal ændre navn og attitude til 'Miss Rain', nævner eksperten ikke noget om, men han kommer dog med et konkret forslag til forbedring, hvis Wozniacki skal forsøge at smashe Serena Williams ned fra førstepladsen på verdensranglisten.
"Lige da Caroline Wozniacki så ud til at få et gennembrud i Premier-turneringen, blev hun svigtet af sine egne kompetencer. Det mest åbenlyse problem var hendes forhånd," skriver Steve Tignor.
Caroline Wozniacki skal forsøge at vende mundvigene nedad fra på torsdag, hvor hun er andenseedet i WTA-turneringen i Miami.
Første store udfordring står klar i kvartfinalen, hvor Wozniacki kan løbe ind i Elena Dementieva eller Justine Henin.