Det er helt uacceptabelt, at hver fjerde pattegris dør, inden de er fire uger gamle.
Det mener S, SF og DF, der nu kræver bedre forhold for smågrise herhjemme, skriver DR.
Reaktionen kommer, efter at det er kommet frem, at der hver dag dør 25.000 smågrise i de danske svinestalde.
Det har fået Socialdemokraternes dyrevelfærdsordfører Bjarne Laustsen til at kalde både fødevareministeren og justitsministeren i samråd.
"Vi skal have undersøgt, om dyreværnsloven er overtrådt, og så må vi også se på, om lovgivningen skal strammes," siger han.
Også i de konservative rækker er man forarget over tallene.
"Jeg kan ikke se, at der er ret meget profit i, at der dør 25.000 smågrise om dagen. Jeg tror, der ville være mere profit i, at man avler nogle sunde og stærke grise," siger de konservatives dyrevelfærdsordfører, Tage legaard, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Grunden til den tårnhøje dødelighed blandt grisene er, at svineproducenterne har fremavlet søer, der føder så mange grise, at soen ikke selv kan tage sig af dem.
Som det er i dag, føder en so i gennemsnit næsten 16 pattegrise i et kuld - nogle kan få helt op til 24 smågrise. Men soen har kun mellem 12 og 14 diepatter, og dermed kan soen ikke brødføde sine egne unger.
Tilbage i 1992 fødte en so kun omkring 11 grise per kuld.