Forestil dig at møde ind på din lokale skadestue og få at vide, at du må vente på en ambulance, fordi de ikke selv kan hjælpe dig.
Den situation er virkelighed rundt om på flere af landet små skadestuer, skriver Berlingske.
De små sygehuse har nemlig som en del af den nye struktur med store specialiserede akutmodtagelser skåret ned på alt eller størstedelen af deres personale.
Derfor oplever flere af dem, at de ikke har ekspertisen til længere at kunne hjælpe nogle typer akutte patienter, der møder ind på deres skadestuer.
Det har de været ude for på Helsingør Hospital.
"Sådan har det været nogle måneder," bekræfter vicedirektør Bente Drachmann Jørgensen og forklarer til avisen, at de som følge af besparelser eksempelvis må sende en nyrepatient videre med lægebiler eller ambulancer.
Også på Frederikssund Hospital bliver en del patienter kørt videre, eksempelvis i nogle tilfælde af trafikuheld, fødsler eller personer, der har fået en hjerneblødning.
I går slog Sundhedsstyrelsen i Berlingske alarm over landets små skadestuer.
Styrelsen advarede her skadestuerne mod at skrive på deres hjemmeside, at borgere kan henvende sig med "livstruende situationer", da det indbefatter opgaver, som mange af de små skadestuer reelt ikke kan løse.
Kilde: Berlingske