Ansatte vil også i år få julegaver af deres arbejdsgiver, men gaverne bliver små.
Og det på trods af, at virksomhederne i år har en historisk mulighed for at forkæle medarbejderne, skriver Politiken.
Nye regler giver nemlig arbejdsgiverne mulighed for at give skattefri gaver for op til 1.000 kroner per medarbejder.
Alligevel har cheferne ikke øget gavebudgettet, siger Steen Høgfeldt, direktør i selskabet firmajulegave.dk i Søborg, uden for København.
"Vi oplever faktisk, at gavebudgettet er blevet mindre i år. Jeg vil tro, at der er pillet en 50'er af budgettet for hver enkelt have," siger han til Politiken.
Steen Høgfeldt vurderer, at hver ansat i gennemsnit får en gave for 300 kroner. Lidt højere er gavebudgettet i Kaaredesign A/S i Næstved.
"Jeg vil tro, at virksomheder i snit bruger 400 kroner på julegaver i år. Og der er stort set ingen virksomheder der udnytter muligheden for at give gaver for 1.000 kroner," siger direktør Pia Maria Schougaard til Politiken.
Hun siger, at især kommuner og regioner i år sparer på gavebudgettet.