Efter dagens forhandlinger mellem Helle Thorning-Schmidt (S) og de andre partier på skift, er stemningen stadig venlig på Christiansborg.
Både Konservative, der nu kun stiller med otte mand på Tinge, og Liberal Alliance, der er vokset til ni, tror, at de kan dreje den nye regering i borgerlig retning.
"Vi sluttede faktisk af med at sige, at vi gerne vil gøre dem den tjeneste at sende vores vækstpakke over til dem, så kan de tage frit fra den," lød det kækt fra Anders Samuelsen (LA), da han og Simon Emil Ammitzbøl (LA) forlod Helle Thorning-Schmidts kontor.
Også Konservative gør hvad de kan for at dreje den nye regering i en mere blå retning.
"Vi har masser af muligheder for at markere borgerlig politik og deltage i forhandlingerne. Det er altid godt for en regering at have brede forlig," siger formand Lars Barfoed.
Hvad de små borgerlige partier konkret har med til forhandlingerne med Socialdemokraterne, vil han dog ikke ind på.
"Det kommer an på, hvilke udspil regeringen kommer med. Vi har ikke fået noget at vide om, hvad det egentlig er, regeringen vil. Jeg ved ikke, om de selv ved det, men den regering, der er under dannelse, har i hvert fald ikke afsløret overfor os, hvad det er, den vil, på nogle som helst områder."
Lidt mere konkret vover Anders Samuelsen at være.
"Som en lille start nævnte vi selv multimedieskatten, som de (Socialdemokraterne, red.) selv har talt om, de ville justere på. Den er vi jo helt med på," siger han.
Konservative er nu Folketingets mindste parti, og den tidligere vicestatsminister Lars Barfoed var den sidste på Helle Thorning Schmidts forhandlingsprogram i dag. Det faktum lader han sig ikke kue af.
"Det er altid godt at have det sidste ord," lød det kækt fra den nye oppositionspolitiker.