I sidste uge blev en 56-årig sagsbehandler fra Holstebro knivdræbt.
Og i går var den gal igen - denne gang på Søndersø Rådhus på Fyn, hvor en 29-årig mand gik amok på en 48-årig kvindelig sagsbehandler, som blev slået og sparket og trukket rundt i håret.
Borgmesteren, Morten Andersen (V), fra Nordfyns Kommune er chokeret over hændelsen og vil ikke finde sig i, at ansatte på rådhuset ikke kan passe deres arbejde på grund af trusler og vold.
"Sikkerheden skal forbedres, og alt bliver overvejet. Det kan være, at der skal installeres overfaldsalarmer på kontorerne, eller at der skal være to sagsbehandlere til stede, når vi ved, at der kommer en potentielt farlig klient," siger han til Newspaq.
Ifølge Morten Andersen var der tale om en mand, der havde "set sig gal på kommunen".
"Han var uenig med sagsbehandleren om, hvorvidt han var berettiget til en ydelse. Han gik målrettet efter vedkommende, men flere andre ansatte fik også tildelt lussinger og knubs. Alle var meget chokeret, for ingen vidste, om han medbragte andet end de bare næver," siger borgmesteren.
Også Claus Gahrn, næstformand for HK Kommunal, vil have forbedret sikkerheden for de kommunalt ansatte på landets rådhuse og andre steder, hvor medarbejderne har tæt kontakt til borgerne.
"Videovervågning kan være én løsning, men det kan også være, at man skal indrette kontorerne anderledes. Det vigtigste er, at vores medlemmer og andre offentligt ansatte ikke lider overlast, bare fordi de passer deres arbejde," siger han til Newspaq.
Han nævner Halsnæs som én af de kommuner, der har arbejdet meget med sikkerheden.
Her har ingen borgere direkte adgang til sagsbehandlerne.
Når en borger henvender sig, sker det i borgerservice, hvor fire trænede medarbejdere tager imod. Samtalerummene er i glas og placeret, så de øvrige medarbejdere kan se ind.
HK Kommunal vil tage kontakt med alle landets kommuner for at få dem til at gennemgå sikkerhedsforholdene.
Den 29-årige voldsmand er nu varetægtsfængslet frem til 1. marts.