Børn helt ned til 10 år er begyndt at fylde sig med energidrikke som Cult og Red Bull.
Derfor er en række fritidsklubber begyndt at forbyde de unge poder at drikke de koffeinholdige væsker.
Og det er en rigtig god idé, forklarer Torben Hallas-Møller, der er toksikolog på DTU.
"Der skal ikke ret store mængder koffein til, før det bliver usundt for børn," siger han til Newspaq.
Børnene kan gå hen og blive hyperaktive, få kvalme, hjertebanken og lide af søvnløshed, fordi koffeinen påvirker centralnervesystemet, forklarer Hallas-Møller.
Pædagog Stine Jacobsen fra fritidsklubben Krudthuset i Rønne fortæller om børnenes forbrug af energidrikke og de negative konsekvenser.
"Børnene konkurrerer om, hvem der kan drikke flest, og de bliver så hyperaktive, at vi har svært ved at kontrollere det. Derfor vil vi ikke se dåserne i klubben mere," siger hun til Jyllands-Posten