'Slumdog Millionaire', der er instrueret af Danny Boyle og Loveleen Tandan, vandt ved årets Golden Globe hele fire priser for bedste drama, bedste instruktør, bedste manuskript og bedste musik.
Dog er det muligt, filmen ikke vil modtages med lige så meget varme i Indien, hvor 'Slumdog' er optaget. Det skriver Reuters.
Filmen får premiere i Indien den 23. januar, hvor 300 biografer viser historien om en dreng, der i sin søgen efter kærlighed deltager i realityprogrammet 'Hvem vil være millionær'.
"Indere har ikke lyst til at se om fattigdom på lærredet. De ser nok af det i deres dagligdag," lyder det fra instruktøren Madhur Bhandarkar, som er skeptisk over for Indiens reaktion.
Derimod mener Chandarkar, at 'Slumdog' vil få stor succes i storbyer og blandt det unge publikum.