Det voldsomme regnvejr nær Rio de Janeiro ser nu ud til at koste flere menneskeliv.
200 personer menes at være begravet under et mudderskred, som regnskyllet har forårsaget. Det skriver BBC.
Hundredvis af redningsfolk arbejder dag og nat for at finde frem til indbyggerne i de omkring 50 huse i slumbyen Morro do Bumba.
Byen er bygget på en nedlagt losseplads og er derfor meget udsat. Det betyder også, at redningsfolkene må gå varsomt frem, og håbet om at finde overlevende svinder time for time.
Situationen er langt fra stabil, og myndighederne advarer om, at der kan komme flere mudderskred i området.
Regnskyllet har allerede kostet 100 menneskeliv, men det tal ventes at blive langt højere. Regeringen arbejder på højtryk for at dele nødhjælp ud til de mange, der nu står uden tag over hovedet.
Det er særligt de store slumområder, hvor en femtedel af Rio de Janiros befolkning bor, der er hårdt ramt af, hvad der betegnes som det værste regnskyl i 48 år.