19-årige Kristina Dimitrova fra Bulgarien og 24-årige Andrei Andrei fra Rumænien har angiveligt verdens bedste henholdsvis kvindelige og mandlige bagdel.
Undertøjsfirmaet Sloggi har de seneste måneder lagt hjemmeside til konkurrencen Show me your Sloggi , der onsdag kulminerede med en festlig finale i München, Tyskland.
43 kandidater fra 28 forskellige lande dystede om titlen. Værten ved finalen, Ray Cokes, mener at bagdele er lettere at bedømme end bryster:
- Bagdele er ægte. Bryster aner man ikke, hvad er i disse dage. De kan være af plastik eller skubbet op af en bh. En bagdel er altid ægte, man kan se og røre den, og man kan ikke camouflere den, siger en begejstret Ray Cokes til Reuters
Danmark var på forhånd diskvalificeret i konkurrencen.
Kandidaterne blev udvalgt efter en afstemning på internettet, hvor mænd og kvinder kunne uploade fotos af dem selv. Det ledte til en ophedet debat i Danmark, hvor Sloggi blev kritiseret for at gøre kvinder til salgsobjekter og give mænd gratis billeder at onanere til.
Derfor lukkede undertøjsfirmaet i august den danske del af konkurrencen.