Corey Taylor, der er sanger i det myteomspundne metalbandet Slipknot, som er bedst kendt for at bære masker, når de optræder, har skrevet så meget ekstramateriale, at han nu vil udgive et soloalbum.
Taylor har ellers også travlt med sit sideprojekt, metalbandet Stone Sour, men har haft behov for at lave et soloudspil for at klippe båndene til sine bands.
"I både Slipknot og Stone Sour er det lidt begrænset, hvordan jeg kan skrive, og i særdeleshed hvad jeg kan skrive om. Det smukke ved at lave et soloalbum er, at jeg kan skrive lige præcis den slags sang, som jeg vil," siger Corey Taylor til Angryape.com.
Sangeren har dog hverken afsløret titel eller udgivelsesdato på sit soloudspil, men da hverken Slipknot eller Stone Sour indspiller eller turnerer lige for tiden, så burde Taylor have tid til at gå i studiet.
Næste gang 35-årige Corey Taylor kan opleves i nærheden af Danmark bliver det sammen med Slipknot til rockfestivalen "Rock Am Ring", der løber af stablen i juni 2009 i Tyskland.