Den 38-årige bassist Paul Gray fra det amerikanske metalband Slipknot er død.
Han endte sine dage på et hotelværelse i Urbandale, Iowa, hvor han overnattede. Det var hotellets personale, der mandag fandt liget af den legendariske bassist, og efter at have undersøgt stedet slår det lokale politi fast, at der ikke umiddelbart er tale om en forbrydelse.
Gray er til gengæld tidligere blevet sat i forbindelser med stoffer, hævder DesMoinersRegister.com
"Han vil blive dybt savnet, og jeg er meget bekymret for bandets fremtid," siger en lokal musikpromoter, Chris Cardani, som arrangerede shows med Slipknot til DesMoinersRegister.com.
"Han var mere en bare et medlem af Slipknot. Han var en ven," tilføjer Cardani.
Paul Gray var en af grundlæggerne af Slipknot, som er kendt for altid at bære masker i offentlige sammenhænge. Bandet udgav sit første album i 1996.