Af René Fredensborg | refr@avisen.dk
Nyhedsavisens udsendte medarbejder
 

Ved bagindgangen til Hyatt Hotel står der altid en flok lokale tyskere og spejder ned ad gaden. Spørger man, hvem de venter på, ved de det ikke.

De venter bare, at noget stort skal ske.

For her på Potsdamer Platz, midt i Berlinalens centrum, behøver man kun en rød løber og en politiafspærring, så er der straks et større sammenrend af mennesker, der drømmer om at spotte en ægte Hollywood-stjerne.

Men hopper man i stedet på en af de gratis shuttle-vans, der fast pendulerer forbi festivalpladsen, ender man for alvor dér, hvor stjernerne bliver skabt.

Her i en klassisk berliner-monumental bygning båret af brede, hvide søjler møder hvert år op mod 19.000 købmænd op med visitkort i lommen og kontrakter under armen. Det er filmindustriens svar på Hjallerup Marked, bare med internationalt snit.

Her er bogstaveligt talt højt til loftet, og de røde gulvtæpper er pakket med stande fra alle lande. Her er krigsfilm fra Litauen, erotik fra Portugal, manga-tegnefilm fra Japan, heavy-horror fra Finland (jep, MGP-monsterbandet Lordi har færdigproduceret sin gyser).

Kulørte plakater reklamerer for filmtitler a la Robo Rock , A Pain In The Ass og Heavy Metal in Baghdad , og så altså Dark Floors - The Lordi Motion Picture , som i år er Finlands stærkeste kort her, hvor det gælder om at fange blikket hos de travle og evigt kindkyssende opkøbere.

På trappen op til den nordiske stand står den danske instruktør Simon Staho og skuer ud over det, han ikke selv er sen til at kalde et gedemarked.

»Det er det her, hele festivalen handler om,« konstaterer han med et suk og et skråt smil, velvidende at de udenlandske distributions-rettigheder til den seneste Simon Staho-film, Himlens Hjerte , er til salg kun få meter bag ham.

»Jeg holder mig ude af det, og overlader fuldstændig salgsarbejdet til de andre. Jeg aner ikke, om de sælger mig i en pakke med porno og krimier,« griner han og døber salgslokale nr. 24 for Vaseline-rummet .

Det er Susan Wendt fra det danske Trust Film, der er såkaldt Head of Sales for Himlens Hjerte (på engelsk Heaven s Heart ) og andre film af blandt andre Ole Bornedal (Kærlighed på film - Just Another Love Story ) og Niels Arden Oplevs (To verdener - Worlds Apart ). Susan Wendt kalder Stahos film for en enten eller .

»Jeg kan allerede mærke, at enten hader eller elsker opkøberne hans film. Vi havde besøg af nogle amerikanere, der havde hylet over hans sidste film, Daisy Diamond , og bare ville se den nye,« fortæller hun, inden telefonen atter afbryder. Hun svarer på flydende tysk.

»Is this gay- and lesbian-movies?« spørger en pæn, ældre herre med rygsæk. Ikke just.

Gratis øl fra danskerne

Direktør for Det Danske Filminstitut Henrik Bo Nielsen snuser også rundt på messen.

»Her er en mærkelig blanding af kultur og business. Normalt ser man kun toppen af isbjerget med film og stjerner og publikum, der klapper, men det er her, der for alvor handles. Og som filminstitut er vi så med til at skabe et klima, hvor nogen kan få lukket nogle aftaler.«

Hvordan skiller Danmark sig ud på sådan et marked?

»Et gammelt udtryk siger, at salg drives af slesk tale og billig portvin , og det holder nok stadig. Men der er traditionelt en vis tillid til, at dansk film er interessant,« fortæller direktøren, mens fest-invitationerne ryger over bordet bag ham.

Danish Films In Berlin 2008/Reception står der med instituttets logo-skrift. Klokken 22 fredag aften bliver der således hældt gratis mad og øl ned i Film-Danmarks kontakter - på skatteborgernes regning.

»Det er bestemt ikke nogen hemmelighed, at fester er en af måderne at lave et godt eksportmarked på. Vi skaber en fælles begivenhed, og det er blandt andet dét, der skal til for at skille sig ud hernede.«