Nasa har et drømmeprojekt på tegnebrættet. Så alle, der går rundt med flytteplaner og drømmer om at starte forfra meget langt væk, bør spidse ører.
USA's navnkundige rumfartsinstitut barsler med en mission, der godt kan få Neil Armstrong, 'Buzz' Aldrin og de andre Apollo-astronauter til at gå hjem og lægge sig:
Kolonisering af Mars.
"Det menneskelige rumprogram er nu virkeligt rettet mod at kolonisere andre verdener", siger Pete Worden, centerdirektør i NASA.
Han har netop fået 8,5 millioner kroner i startkapital til at konkretisere projektet, der skal bringe kolonister til Mars inden 2030. Det skriver avisen The Sun.
De frivillige udvandrere, som skal forlade Jorden til fordel for den røde planet, bør indstille sig på, at de aldrig vender tilbage igen.
Turen til Mars koster kassen og tager seks til ni måneder. Derfor virker det helt urealistisk, at der kan blive tale om en tur-retur-billet, vurderer NASA.