Danske slagteriarbejdere stemmer nu sammen med malermestrene, der vil den omfattende og ødelæggende løndumping til livs.
"Det burde ikke kun gælde i Danmark, men udbredes til hele Europa," siger næstformand for fødevareforbundet NNF, Jens Peter Bostrup, til Ekstra Bladet.
I forrige uge slog arbejdsgiverforeningen danske malermestre i forbindelse af en blokade mod 15 underbetalte polakker i Hjørring til lyd for, at underbetaling af arbejdere i Danmark skal være ulovligt - uanset hvor i verden arbejderne kommer fra.
Løsningen kan blive den såkaldte norske model med arbejdsgivere og fagforeningen, der først handler en overenskomst på plads, hvorefter løn og arbejdstid ophøjes til lov.
Det betyder, at ingen - hverken østarbejdere eller andre - kan underbyde lønnen.
I sidste uge åbnede LO-formand Harald Børsting for, at den model kunne blive en løsning - men uden at lægge sig fast på noget.
"Mange vil mene, at det er i modstrid med den såkaldt danske model for arbejdsmarkedet. Men vi skal vel kun bevare den danske model, hvis den leverer resultater. Og vi skal i hvert fald hele tiden tilpasse den danske model til udviklingen på det globaliserede arbejdsmarked," siger Jens Peter Bostrup til Ekstra Bladet.