Fødevareforbundet NNF nikker godkendende til den mæglingsskitse, som Landsorganisationen i Danmark (LO) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) mandag formiddag har skrevet under på efter seje forhandlinger i Forligsinstitutionen.
Det oplyser forbundsformand i NNF, Ole Wehlast.
- Vores medlemmer har nu fået det samme, som alle andre på arbejdsmarkedet. Der er et lille minus, da sygelønnen ikke stiger det samme som den almindelige løn. Det er ærgerligt, men det accepterer vi, siger han til Ritzau.
Ole Wehlast fortæller, at NNF nu vil anbefale de omkring 9000 slagteriarbejdere om at stemme ja til aftalen.
Mæglingsskitsen bliver formentlig sendt ud til medlemmerne sidst i denne uge, og afstemningsresultatet ventes klar den 11. april.
/ritzau/