Der skal mange flere svin ind i de danske stalde, hvis landets slagteriarbejdere skal sikres job i branchen fremover.
Manglen på svin betyder nemlig, at Danish Crown har lukket hele 6.000 arbejdspladser de seneste år.
Men det skal en ny skattemodel for slagteriarbejdere, ifølge DR Nyheder, lave om på. I hvert fald hvis det står til brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer, slagterigiganten Danish Crown og slagteriarbejdernes fagforbund.
Sammen har de lavet en firepunktsplan, hvori de taler varmt for en ny model, hvor medarbejderne investerer en del af deres løn i produktionen.
- Så skulle de først betale skat af pengene, når de får dem tilbage for eksempel over en ti-årig periode, siger Ole Wehlast forbundsformand i Fødebareforbundet NNF til DR Nyheder.
Med en lovændring skal politikerne altså bane vejen for en generel skattemodel på det danske arbejdsmarked, hvor penge, der går til at bevare arbejdspladser, skal kunne trækkes fra, før der betales skat.
For medarbejderne ville modellen betyde, at de indbetaler et beløb af deres løn til en særlig finansieringsfond, før der skal betales skat med lønnen.
- Den model vi har i tankerne betyder vel at mærke også, at de får deres investerede penge tilbage til forskel fra den gamle - og forhåbentligt med et afkast til medarbejderne, siger Ole Wehlast til DR.
Finansieringsfonden skal yde lån til de svinebønder, der ikke kan låne penge andre steder, så de kan bygge nye svinestalde, der forhåbentlig får dem til at producere flere svin.
Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass-Larsen siger til DR-Nyheder, at han har sympati for den nye skattemodel, hvor de ansatte får deres investerede penge tilbage.
Newspaq