De amerikanske republikanere skal vælge ny flertalsleder i Repræsentanternes Hus, efter at et primærvalg i delstaten Virginia højst overraskende betød et nederlag til den nuværende mand på posten, Eric Cantor.
Han blev natten til onsdag dansk tid slået af en kandidat fra den ultrakonservative Tea Party-bevægelse og tager nu konsekvensen af nederlaget.
- Mens jeg har til hensigt at sidde perioden ud som medlem af Kongressen, træder jeg tilbage som flertalsleder 31. juli, siger Cantor på et pressemøde.
Nederlaget til Cantor kom fuldstændig bag på politiske iagttagere og har sendt chokbølger gennem Det Republikanske Parti.
Som flertalsleder og erfaren politiker med masser af kampagnepenge blev han anset for at være en overordentlig sikker vinder i Virginia, da de republikanske vælgere skulle vælge deres kandidat til midtvejsvalget i november.
I stedet faldt valget på udfordreren David Brat, der repræsenterer Tea Party-bevægelsen på partiets yderste højrefløj. Sejren til den 51-årige Brat, som er professor i økonomi, omtales som den største og mest uventede overraskelse i flere år i amerikansk politik.
- I sandhed blegner det, der skiller republikanere, i sammenligning med det, der skiller os som konservative fra de venstreorienterede og Det Demokratiske Parti, forsikrer Cantor dog.
Det var ventet, at Cantor ville trække sig hurtigt efter nederlaget. Han siger, at han nu støtter Kevin McCarthy fra Californien i kampen om posten som flertalsleder.
Flertalslederen er nummer to i Republikanernes hierarki i Repræsentanternes Hus efter formand John Boehner. McCarthy indtager lige nu tredjepladsen i rangordningen.
De amerikanske politikere er i øjeblikket i gang med en række primærvalg, der skal afgøre, hvem der kan stille op til midtvejsvalget i november.
/ritzau/Reuters