Den anholdte Peter Mang, der mistænkes for de mange skyderier i Malmø og omegn, bliver nu også mistænkt for yderligere to drab.
Det fortæller det svenske politis offentlige anklager til Aftonbladet.
Ifølge avisen vil Peter Mang i morgen blive anmodet varetægtsfængslet for ti drabsforsøg og tre mord, og det er to mord og fem drabsforsøg mere end i den første anklage.
De to nye mord skulle være sket i bydelen Lindängen i Malmø tilbage i 2003, og her skulle to mænd med anden etnisk oprindelse være blevet skudt ned på samme gade med blot en halv måned imellem de to drab.
Det skulle ifølge Aftonbladet dreje sig om den 65-årige Kooros Effatian og den 23-årige Firas Al-Shari.
Derudover er de fem drabsforsøg foregået fra 2006 til oktober i år.
"Hvordan han forholder sig til anklagerne, finder vi ud af i morgen," sagde chefanklager Solveig Wollstad til Aftonbladet.
Peter Mang blev anholdt den 9. november efter en række skyderier i Malmø.
Den såkaldte §7-undersøgelse af Peter Mang viser, at han tydeligvis kan have været påvirket af en psykisk lidelse, da forbrydelserne foregik.
Kilde: Aftonbladet