Hun er vant til at gå op ad røde løbere i ekstravagante kjoler, mens fotograferne bader hende i blitzlys for at få billeder af det nyeste kongelige skrud.
Men nu drejer Sveriges kronprinsesse Victoria sin status som modeforbillede i en helt anden og anderledes hverdagsagtig retning. Det skriver Ekstra Bladet.
Den kommende regent af nabolandet mødte nemlig op til et officielt besøg i Frankrig iført tøj fra svenske H&M. Klædt i en lys blå frakke med tilhørende sort bælte fra den svenske lavpriskæde understregede Victoria, at det ikke altid behøver være fint og fornemt.
Herhjemme er Mary kendt for at dyrke det eksklusive, elegante og ikke mindst voldsomt dyre i sit tøjvalg. Men mindre kan tilsyneladende gøre det i det svenske kongehus.
I hvert fald melder ugeavis Svensk Damtidning, at helt almindelige mennesker med et ønske om at klæde sig ligesom Kronprinsessen, kan købe frakken for 499 svenske kroner, svarende til cirka 400 danske kroner.
Det prisbevidste tøjvalg får mange svenskere til at hylde Victoria for at være dejligt nede på jorden, skriver den danske avis.