René Holten Poulsen har trænet de seneste fire år på at vinde en OL-medalje i 1000 meter enerkajak, og derfor var han selvsagt skuffet efter onsdagens fjerdeplads.
Men skuffet er et mildt ord at bruge om den 23-årige dansker, der så helt opgivende og frustreret ud, da han bagefter gjorde status over finaleløbet.
- Det er lort på flaske. Nummer fire er første mand uden for podiet.
- Forestil jer, at I har fået 12-taller fire år i streg i gymnasiet, og så får I 00 i den gældende eksamen. 00 - det er alt uden for top-tre. Det er fire års arbejde, der er ligegyldigt, fastslår René Holten Poulsen.
- Jeg har toppet min form, og jeg har følt mig parat, og kroppen var der. Jeg ror stærkt, men ikke stærkt nok.
- Jeg kunne ikke hive hårdere i pagajen. På de sidste 500 meter, der får jeg ikke hentet, det jeg skal, og canadieren tager for meget på de første 500 meter, fortæller danskeren om konkurrenten, der blev nummer to.
Torsdag har René Holten Poulsen en ny medaljechance, når han ror finale med firerkajakken. Men selv en medalje torsdag vil ikke fjerne hans overordnede skuffelse.
- Den firerkajak blev sat sammen sidste år. Jeg var kommet for at ro stærkt i enerkajak. Det var det, jeg ville. Jeg har altid villet vinde enerkajak.
- Jeg har haft brækfornemmelse hver lørdag efter mit sidste træningspas, fordi jeg har trænet så hårdt. Forestil jer lige, at I skal gøre det fire år mere.
- En medalje i firerkajakken kan ikke fjerne min skuffelse. Jeg vil være superglad for at vinde en medalje, men det kan ikke sammenlignes. Det vil stadig være et skuffende OL, siger René Holten Poulsen.