31-årige Molly Egelind stiller sig gerne forrest og tager kampen for kollegerne og sikrer dem ordentlige kontrakter.
Også selvom det kan betyde, at nogen synes, at hun er en rappenskralde:
- Jeg har ikke noget imod, hvis folk synes, jeg er en strigle, hvis bare det er for alles bedste, fortæller Molly Egelind til Her og Nu.
Hun er aktuel i dramaserien "Sygeplejeskolen II" på TV 2 Charlie. Her ser man hende stifte en elevforening på Fredenslund Sygehus. Foreningen skal sikre ordentlige vilkår for hospitalets elever og patienter.
Den rolle har hun ikke svært ved at påtage sig - heller ikke i den virkelige verden:
- Jeg melder mig altid til at være tillidskvinde. Jeg kan godt lide at tage de hårde diskussioner med ledelsen, siger hun til ugebladet.