Anna Stokholm har et særligt forhold til sygehusvæsenet.
Den 30-årige skuespiller, der lige nu kan ses i rollen som sygeplejeeleven Lis i tv-serien 'Sygeplejeskolen', har nemlig mærket plejen på egen krop. Det skriver Billed-Bladet.
For fire år siden var skuespilleren ude for en ulykke, som nemt kunne have kostet hende livet.
- Under en forestilling faldt jeg gennem en glasrude og fik skåret pulsåren og nerverne over i højre arm. Jeg faldt igennem ruden og landede på et gulv, hvor jeg fik en masse indre blødninger og ødelagt min lever, siger Anna Stokholm til Billed-Bladet.
- Jeg var indlagt i en måned både i Odense, Hvidovre og på Rigshospitalet. Jeg var faktisk ved at dø flere gange. Det var meget voldsomt.
Hun måtte herefter igennem en masse genoptræning for at få funktionen tilbage i sine hænder.
Det har givet Anna Stokholm en forståelse af, hvor vigtigt det er at have dygtige sygeplejere til at tage sig af en, forklarer hun til mediet.