Kort før klokken fem blev en 46-årig mand ramt af fire skud.
To af dem ramte ham i hovedet. Han er bragt på hospitalet og er alvorligt såret.
Politiet blev lidt i fem kaldt ud til Hyltebjerg Alle i Vanløse, hvor de fandt manden, efter at mindst otte skud var blevet affyret.
Københavns Politi afviser, at skyderiet hænger sammen med opgøret mellem forskellige bander, der ellers har ført til talrige skudepisoder i den senere tid.
"Teorien er i øjeblikket, at det er noget familiemæssigt. Formentlig jalousi. Vidner har set en lille sort bil med en eller to personer køre mod Jernbane Alle," siger
Henrik Svindt, vicepolitiinspektør og leder af politiets særlige indsats mod bandekriminalitet til bt.dk.
Politiet opfordrer vidner til at henvende sig.