En albansk oppositionsaktivist er dræbt og mindst to andre er såret i forbindelse med en skudepisode søndag, hvor der er parlamentsvalg i landet.
Skudvekslingen skete uden for et valgsted i den nordvestlige del af landet i byen Lac.
Ifølge politiet er den døde en 53-årig mand ved navn Gjon Pjeter Gjoni, som er aktivist for Socialistpartiet.
Mhill Fufi, som er kandidat til premierminister Sali Berishas regerende parti, blev såret under skudvekslingen. Også en anden mand blev såret ved episoden tæt ved valgstedet.
Lederen af det socialistiske parti Edi Rama, som går efter premierministerposten, har aflyst sin tur til stemmeurnen i Lac efter nyheden om søndagens skudveksling.
/ritzau/