Gummikugler, skud og soldater, der affyrer varselsskud. Situationen er spidset til i Thailands hovedstad, Bangkok, hvor der lige nu kæmpes fra gade til gade.
Hæren har indledt en massiv offensiv imod de røde oprørere, der i godt seks uger har besat Bangkoks handelsdistrikt, hvor de protesterer mod regeringen. De kræver, at den siddende premierminister, Abhisit Vejjajiva, opløser parlamentet og udskriver nyvalg.
Og konflikten er langtfra ovre. Faktisk så kan det blive blodigt.
"Der er dele af hæren, der tilsyneladende støtter rødskjorterne, og derfor så er muligheden for, at det her kan udvikle sig til en decideret borgerkrig til stede," siger thailandsekspert Johannes Dragsbæk Schmidt fra Aalborg Universitet til Newspaq. Han forklarer, at også dele af den store politistyrke har sympati for de røde demonstranter.
Og der er ikke langt før gaderne forvandler sig til en regulær krigszone. Nyhedsbureauet Reuters skriver, at to personer er blevet dræbt, siden urolighederne for alvor brød ud torsdag nat, og mindst 18 er blevet såret. Fredag morgen blev en canadisk journalist og en thailandsk fotograf ramt af skud i benene, og i går blev en oprørsgeneral skudt i hovedet af en snigskytte. Det er tvivlsomt, om han overlever.
"Jeg er overbevist om, at der er givet grønt lys fra den amerikanske ambassade om, at det er ok, at de slår hårdt til demonstranterne," siger Johannes Dragsbæk Schmidt og fortæller, at flere observatører undrer sig over, hvorfor demonstranterne ikke har taget i mod den fremstrakte arm, som den siddende regeringen er kommet med.
Det gik blandet andet på at udskrive valg før tid, nemlig til november og opløse parlamentet. Men det tilbud har demonstranterne altså nægtet at imødekomme.
Kampene, som har varet siden de rødklædte belejrede den thailandske hovedstad den 12. marts, har kastet Thailand ud i en dyb krise, der truer landets stabilitet, økonomi og turistindustri. Der er indført undtagelsestilstand i Bangkok.