Svineinfluenzaen bliver ikke så voldsom i Danmark, som man i første omgang frygtede. Det siger Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen.
Epidemien er tilsyneladende gået helt i stå herhjemme, og det får nu Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut til at nedjustere forventningen til antallet af danskere, der vil blive syge. Det skriver B.T.
Ifølge Else Smith fra Statens Pandemigruppe i Sundhedsstyrelsen vil det lavere antal syge betyde, at også antallet af døde som en følge af sygdommen vil falde.
"Lige så langsom begynder vi at vide mere om H1N1. Det, vi kan sige nu, er, at udbruddet i Danmark højst sandsynligt bliver i den mildere ende i forhold til de scenarier, som vi i sin tid satte op. Hvor mange, der bliver syge, ved vi først, når vinteren er overstået. Nu kan vi ikke sige, om det ender med 1.000 dødsfald som et normalt udbrud i Danmark eller betydeligt mindre," siger Else Smith til avisen.
Hun er glad for, at det lige nu ser ud til at epidemien bliver langt mindre omfattende, end frygtet tidligere på året.