Fra på mandag kan alle danskere søge tilskud til at få deres gamle oliefyr udskiftet til noget mere miljøvenligt.
VVS-branchen glæder sig til at få del i de 400 mio. kr., der er afsat til skrotningsordningen på dette års finanslov.
Nogen revolution bliver det dog ikke, fastslår formand for DS Håndværk og Industri, Jim Stjerne Hansen.
"Vi har ikke hænderne over hovedet. Det er positivt, at regeringen sætter penge af til en ordning, som kan komme små og mellemstore virksomheder til gavn, men tilskudsbeløbene er for små," siger Jim Stjerne Hansen til Newspaq.
Det maksimale tilskud til at udskifte et gammelt oliefyr til for eksempel jordvarme eller naturgas er 20.000 kroner, og det er slet ikke nok, mener Jim Stjerne Hansen.
"At skifte et oliefyr er en stor investering for en familie, og i lyset af krisen og stigende arbejdsløshed så tror vi ikke, at folk vil vælte ud og udskifte deres oliefyr. Desuden skulle mange have skiftet deres gamle oliefyr alligevel," siger han.
Selvom man tidligst på mandag kan ansøge om at få penge fra skrotningspuljen, kan man allerede i dag læse om ordningen og sætte sig ind i ansøgningsprocedurerne på nettet.
Eksperter skønner, at mellem 150.000 og 300.000 oliefyr rundt om i de danske boliger med fordel kan skiftes ud. Hvor mange af dem, der så rent faktisk bliver skiftet ud, må tiden vise.
Klima- og energiminister Lykke Friis (V) ser frem til, at ordningen træder i kraft.
"Det er sund fornuft at udskifte gamle ineffektive oliefyr med mere energieffektive opvarmningssystemer som fjernvarme, varmepumper, jordvarme eller solvarme," siger Lykke Friis i en pressemeddelelse.
"Derfor har Regeringen og Dansk Folkeparti afsat 400 millioner kroner til skrotning af oliefyr, der giver et skub i den rigtige retning til opfyldelse af Regeringens målsætninger. Både de kortsigtede - og her tænker jeg især på opfyldelse af vores klimamål og en hjælpende hånd til beskæftigelsen - men så sandelig også de mere langsigtede i forhold til forsyningssikkerheden. Og i længden tjener forbrugerne jo også investeringen ind gennem lavere varmeregninger," siger ministeren.