Det skal nok skabe polemik i mere konservative kredse af kristendommen:
Nu kommer der en ateistisk bibel, hvor den normale hovedperson - gud - er skrevet helt og aldeles ud af teksten. Det samme gælder ord som 'sjælen', 'liv efter døden' og religion i det hele taget.
Den fremtrædende filosof A.C. Grayling fra Storbritannien står bag værket, som får titlen 'Den gode Bog: En sekulær bibel' og udkommer til april. Det skriver Kristeligt Dagblad.
"Den store fejltagelse gennem historien har været at sige, at der kun er en ret måde at leve på, kun et godt liv, og at alle skal følge de samme leveregler," siger A.C. Grayling, som i sin 'gode bog' foreslår en ny udgave af De Ti Bud.
De fastslår blandt andet følgende: Tænk for dig selv, gør dit bedste, og elsk vel.
"På samme måde som Bibelen er en samling af stærkt redigerede dokumenter, der er vævet sammen, har jeg tyet til de store ressourcer fra filosofi, historie og litteratur i såvel den vestlige som østerlandske tradition og har gjort det samme," siger Grayling.