Den var en fejl, da Morten Nordstrand ikke blev krediteret for FC Københavns anden scoring i 3-3-kampen mod Randers FC.
Det erkender Dansk Boldspil Union (DBU).
Derfor er Morten Nordstrand nu noteret for 16 mål i sæsonen og deler således topscorerværdigheden med Marc Nygaard fra Randers FC.
Nordstrands mål var fejlagtigt noteret som et selvmål, da hans straffespark gik i mål via Randers-keeper Kevin Stuhr Ellegaard.
DBU's ændring betyder også, at Danske Spil skal udbetale gevinst for spil på både Nordstrand og Nygaard som topscorer.
På FC Københavns hjemmeside hyldes den nykårede topscorer:
"Dermed kan vi både sige tillykke med fødselsdagen i dag og topscorertitlen til den nu 26-årige Morten Nordstrand, der holder en velfortjent ferie efter at have været med landsholdet i Stockholm i sidste uge," skriver klubben.
Morten Nordstrand har været med i 29 af sæsonens 33 SAS Liga-opgør, og heraf har han startet inde 15 gange i efteråret og 3 gange i foråret - alligevel fordeler de 16 scoringer sig med otte i hver halvsæson.