FC Københavns Morten Nordstrand ligger med 14 mål i øjeblikket delt nummer et på ligaens topscorerliste. Og det er til trods for, at han ikke har startet fast inde i forårssæsonen. Men nu vil FCK-træner Ståle Solbakken give ham chancen fra start i søndagens kamp mod Randers, så han får muligheden for at sparke sig alene til tops på topscorerlisten.
"Nordstrand får lov at spille. Den beslutning har jeg allerede taget. Hvis han skal være topscorer, er det måske bedre at sætte ham ind undervejs, for så scorer han jo flere mål. Men jeg tager ham med fra start. Også fordi han skal med landsholdet i næste uge og har brug for kamptræning. Han har godt af at få spilletid i benene, inden han skal nedlægge Sverige," siger Ståle Solbakken til B.T.
Frank Kristensen fra FC Midtjylland og Marc Nygaard fra søndagens modstandere Randers FC har scoret lige så mange mål som Morten Nordstrand.