Skraldekonflikten i København, der var på vej til at brede sig flere steder i landet, ser nu ud til at være løst.
De stridende parter har ifølge ekstrabladet.dk forhandlet sig på plads. Nu mangler kun detaljer, for at strejken er afblæst.
"Det er kun det formelle, som mangler, så vidt jeg er orienteret. Derfor tør jeg godt sige, at skraldebilerne kører igen i morgen," siger byrådsmedlem i Gladsaxe Kommune Ole Skrald Rasmussen.
Med de kommende dages varmegrader så det ellers ud til, at det efterladte skrald ville komme til at stinke i Københavns omegn og flere steder i provinsen. Men nu kører skraldebilerne igen fra i morgen.
Kolleger til skraldemænd fra selskabet HCS strejkede i flere kommuner i sympati. Skraldemændene er utilfredse med det sikkerhedsudstyr, de tilbydes, og med at de ikke kan få den tillidsmand, de ønsker.
350 skraldemænd fra R98 sympatistrejkede således mandag.