"Sammen skaber vi verdens reneste land" og "lad os skabe en bølge af renhed over Danmark."
Sådan lyder det på Hold Danmark Rents hjemmeside, der i dag søsætter en facebook-kampagne, der har som mål at få gigantisk tilslutning blandt de danske brugere af det sociale netværk.
Alle medlemmerne af gruppen skal love, at de vil samle mindst et stykke affald op om dagen. Det vil i det lange løb blive til en folke-opstand, håber Hold Danmark Rent-direktør, Anne Holm Hansen.
"Vi regner altså med, at vi én million medlemmer. Og så kan du let regne ud, hvor meget affald vi vil få samlet. Der er nemlig rigtig mange, som synes, det er en rigtig god idé," siger hun til Newspaq.
Og selvom Saml Op!-gruppen i dag blot har 15 medlemmer, så mener direktøren, at gruppen kan nå op på 2.740 medlemmer. Det vil betyde, at hele en million stykker vil blive samlet op om året.
"Vi har siddet og regnet sandsynligheder på det her, sådan at det kunne være et ordentligt regnestykke. Det er ikke noget, vi bare sådan slynger ud," siger direktøren, der understreger, at en økonom har været med til at lave det lidt skæve regnestykke.
Følg gruppen her.
Hold Danmark Rent er en organisation bestående af private og offentlige aktører. Bl.a.: McDonald's, Miljøministeriet og Dansk Landbrug.