Det kan ende helt galt for en række elskede dyre - og plantearter i de danske skove, hvis finansminister Claus Hjort Frederiksens (V) forslag til en finanslov for 2010 bliver til virkelighed.
Det mener Danmarks Naturfredningsforening, fordi hver tredje af de danske dyre- og plantearter allerede i dag er truet af udryddelse.
"Skovmåren har det eksempelvis rigtig hårdt, det samme gælder en række sommerfugle og spiselige svampe. Derfor kan det blive katastrofalt, hvis forslaget bliver til virkelighed," siger præsident i foreningen, Ella Maria Bisschop-Larsen, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Problemet er, at regeringen vil fjerne tilskuddet til de skovejere, der vil holde dele af skoven fri for kommerciel skovdrift til fordel for skovens beboere.
"Dyr og planter har brug for områder, hvor der ikke drives rovdrift på skoven. Derfor er det så vigtigt, at skovejerne har en mulighed for at søge tilskud," påpeger Ella Maria Bisschop-Larsen.
Regeringen har over de seneste år gjort meget ud af at oprette nationalparker, for at beskytte naturen. Men det er langt fra en god løsning, mener naturforkæmperne.
"Nationalparkerne bygger jo på frivillighedens vej, så der går mange år, før de kommer naturen, dyrene og skovene til gode," mener præsidenten.
Skovens dyr og planter er især afhængig af såkaldt dødt ved - områder, hvor død planter får lov at ligge og blive til ny muld. 74 procent af de danske skove har intet dødt ved.