USAs største testcenter for atomvåben er truet af en voldsom skovbrand i området.
Et beredskab er begyndt at måle strålingen omkring atombombe-forskningscenteret ved Los Alamos i staten New Mexico.
Det oplyser den amerikanske tv-station ABC.
Hvis flammerne når til de tusindvis af tønder med radioaktivt affald, der står i telte på jorden, kan det sende radioaktiv røg med vinden til de nærliggende beboede områder.
Det skriver Associated Press.
Og ifølge de amerikanske myndigheder er der risiko for forurening med radioaktivitet.
De amerikanske strålingsmyndigheder understreger dog, at der indtil nu ikke er målt stråling.
Brandfolk kan som sidste udvej blive nødt til at sprøjte skum på tønderne for at sikre, at de ikke bliver ødelagt af ilden.