En voldsom skovbrand er nu mindre end halvanden kilometer fra USAs nationale Atombombe-forskningscenter ved Los Alamos i New Mexico.
Mere end 100 mennesker er blevet tvangs-evakueret fra centeret og området omkring det, og al forskning er indstillet og pakket ned i brandsikre beholdere. Det skriver AP.
Samtidig tilbyder myndighederne nu frivillig evakuering af byerne omkring centeret - blandt andet hovedbyen Los Alamos.
Forskningscenteret Los Alamos er mest kendt for at være stedet, hvor amerikanerne i sin tid udviklede atombomben i det såkaldte Manhatten-projekt.
Det har lige siden været brugt til forskning i blandt andet atomvåben og atomkraft - men også i alvorlige sygdomme som kræft og AIDS og senest også i bæredygtig energi.